KISSING 2015 GOODBYE

I dag er det den 30. december, (SAY WHAT) hvilket vil sige, at vi i morgen går ind i det nye år. Jeg ved ikke med jer, men for mig er det mindblowing. Tiden er fløjet forbi med hurtig hastighed som en fugl i en storm. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg allerede har været i Texas i fire måneder - 138 dage for at være helt præcis. Det betyder også, at jeg kun har seks måneder tilbage - 166 dage...
     Når jeg tænker tilbage på alt det, jeg har oplevet allerede, bliver jeg overvældet af så mange fantastiske minder. Jeg har oplevet New York, en af de største storbyer i verden, sammen med andre udvekslingsstudenter fra Norden. I starten af mit ophold var jeg til Pasadena rodeo sammen med Andrea og Taylor. Jeg har været til mange cross country meets siden jeg ankom, og de har alle været rigtig sjove. Vi har også været i Vesttexas et par gange, bl.a. til to bryllupper. Jeg har oplevet, hvordan de fejrer Halloween, Thanksgiving og jul i Texas - med og uden mexicanske traditioner. Jeg har været til en hel masse spændende football games. Det er bare nogle af de helt magiske oplevelser, jeg kan tage med hjem.
     Imens jeg skabte alle disse minder, blev jeg tættere og tættere med min familie og mine venner. Det har været helt fantastisk at opleve alt dette, men det var prikken over i´er, at de var der til at opleve det sammen med mig. Jeg har mødt så mange nye fantastiske mennesker. For fire måneder siden gik jeg rundt på en store nye high school og kigge på folk, observerede. I timerne sad jeg og kigge på alle mine klassekammerater, og i kantinen sad jeg og kiggede på de mere fremmede ansigter, som tilhørte alle de andre elever, som jeg ikke kendte navnene til. Midt i dette slog det mig: om nogle dage, uger, måneder måske, vil jeg måske blive rigtig tæt med nogle af disse mennesker. Hvem bliver mine aller nærmeste venner? Hvad vil jeg opleve, og hvem vil være ved min side? Hvilke af disse mange ansigter vil jeg tænke tilbage på med et stort smil på læben? Spørgsmål som disse kørte igennem mit hovede non-stop. Nu sidder jeg her, fire måneder senere, og skriver dette. Skriver om alle mine oplevelser jeg har med mange af de folk, jeg blot sad og observerede i starten. Fire måneder var alt det tog. Så mange unikke venskaber og uforglemmelige oplevelser er blevet skabt på 138 dage. Det er fuldstændigt surrealistisk at tænke på at sige farvel til alle disse mennesker og kysse liv i Texas farvel. Det bliver også mærkeligt at skulle sige farvel til dem fordi, det er et farvel, som jeg aldrig har sagt før. I DK var det jo et "på gensyn." Jeg siger ikke, at det farvel jeg skal sige om seks måneder bliver et "Goodbye, for good," men der vil helt sikkert gå meget lang tid, før jeg ser mine Texanske venner og familie igen. Der er også mange person, som er en del af denne oplevelse, måske helt uden at de ved det. Der er mange, som jeg snakker en del med nu, men vi bliver ikke tætte nok til at holde kontakt efterfølgende, og det er lidt ærgerligt. Jeg kan desværre ikke tage alle med hjem til Danmark. Jeg kan blot håbe på, at mine tætteste vil komme og besøge mig.
     Jeg har trods alt stadig 166 dage tilbage i Texas. Jeg har stadig meget at opleve, og jeg har stadig så mange fantastiske minder at skabe. Oplevelser som jeg slet ikke kunne have drømt om, at jeg nogen sinde ville tage med hjem til Danmark.
     Jeg håber, at I alle sammen føler jer klar til at sige farvel til endnu et år, og sige pænt goddag til et nyt år. Jeg arbejder stadig på det, men det er okay. Det vil blive okay. Jeg vil nyde mine 166 dage, og jeg har efterhånden affundet mig med, at de med hastige skridt nærmer sig nul. Det er trods alt ikke verdens undergang at komme hjem til mit danske hjem, som jeg by the way savner rigtig meget!